Da ministeren blev menneske
Som de fleste vel har opdaget, kom Bertel Haarder forleden til at hidse sig op over for en journalist fra DR. Det har givet anledning til mange mere eller mindre nuancerede diskussioner rundt omkring i cyberspace. Og humørbomber af forskellig art stod også hurtigt klar med lystige vitser og YouTube-film, der kommenterede denne banebrydende epoke i dansk politik.
Jeg har set klippet, som DR valgte at offentliggøre. Flere gange. For når jeg følger den virale hype, får jeg indtryk af, at noget virkelig odiøst er fundet sted. Men jeg kan ikke se det på filmen. Jeg ser intet andet end en mand, der bliver stresset og frustreret, og som derfor får sagt et ord eller to for meget.
“Hvis man kan finde på den slags, bør man virkelig ikke betros så vigtigt et erhverv som en ministerpost,” er en holdning, jeg har hørt flashet mere eller mindre implicit de seneste dage. Mener man det, er man forhåbentlig i forvejen negativt indstillet over for Bertel Haarder som minister. For “den slags” i den konkrete sammenhæng, takserer vel trods alt højst til en kvajebajer?
Mere interessante er de mange analyser af, hvad Bertel Haarder kunne – og dermed burde – have gjort for at have undgået situationen.
Nogle mener, at han helt skulle have sagt nej til interviewet, når han var så presset. Andre mener, at han skulle have mærket sin vrede, samlet sig og afsluttet interviewet med værdighed. Andre igen mener, at han skulle have stukket journalisten en lussing i stedet. Men jeg ser stort set ingen sige: “det er jo, hvad der kan ske”.
En Facebookven tilskriver agressionsforskrækkelsen samfundets feminisering. Jeg ved ikke, om han har ret i det, men jeg er enig med ham i, at vi er alt for bange for agression – hvilket dette her jo ikke engang rigtig var; jeg vil snarere kalde det frustration. Men jeg er også en af dem der med et temperament, det ikke altid lykkes at holde skjult.
Egentlig er jeg glad for, at DR offentliggjorde det indslag. Jeg håber bare, at hysteriet snart lægger sig, så vi kan komme i gang med at overveje, hvad pokker der gik galt, siden vi tog så meget på vej over, at ministeren viste, at han er menneske.
Remees Tårer
Det må være en besynderlig oplevelse at sidde i en fyldt koncertsal, hvorfra der transmitteres live, at spille rollen som dommer og se på to unge mennesker, som man har lært at kende og holde af – og vide, at man om lidt skal fortælle dem, hvem af dem, man har valgt at stoppe drømmen for. Jeg forstår godt, at man kan få brug for at gå ud og trække vejret dybt. Måske havde jeg ikke selv reageret sådan, men jeg forstår dén reaktion bedre, end jeg forstår dem, der mener, at det hele er et show-off for deres skyld.
Nu scorer jeg sjældent topkarakter i sociale kompetencer, men bilder mig ind, at jeg godt kan finde ud af at spotte oprigtighed. Og det er netop oprigtigheden, jeg holder så meget af ved X-Factor. Ja! Det er oprigtigheden, jeg holder af ved X-Factor. Og den er så nem at få øje på i netop den udsendelse, fordi uanset hvor hypet og stylet og gejlet op det hele er for at få det til at ligne Hollywood, så skinner der en menneskelighed igennem, som enhver der gider se efter, vil være i stand til at få øje på.
Hvorfor er vi tilbøjelige til at tro, at når først én del af en situation er kunstig, så vil resten af situationen også være det? Hvad mener vi i det hele taget, når vi siger, at tingene er “kunstige”? Det er som om vi tænker, at så snart der er tale om koncept-tv, så degraderes enhver menneskelig deltager til tegneseriefigur. Med undtagelse, selvfølgelig, af de mindst duelige blandt de håbefulde tusinder, der møder op til audition. Dem seerstormer vi gerne over, for at stoppe den nedværdigende krænkelse, DR udsætter dem for. Men når Remee græder, griner nationen, og det må den gerne.
