Remees Tårer

Det må være en besynderlig oplevelse at sidde i en fyldt koncertsal, hvorfra der transmitteres live, at spille rollen som dommer og se på to unge mennesker, som man har lært at kende og holde af – og vide, at man om lidt skal fortælle dem, hvem af dem, man har valgt at stoppe drømmen for. Jeg forstår godt, at man kan få brug for at gå ud og trække vejret dybt. Måske havde jeg ikke selv reageret sådan, men jeg forstår dén reaktion bedre, end jeg forstår dem, der mener, at det hele er et show-off for deres skyld.

Nu scorer jeg sjældent topkarakter i sociale kompetencer, men bilder mig ind, at jeg godt kan finde ud af at spotte oprigtighed. Og det er netop oprigtigheden, jeg holder så meget af ved X-Factor. Ja! Det er oprigtigheden, jeg holder af ved X-Factor. Og den er så nem at få øje på i netop den udsendelse, fordi uanset hvor hypet og stylet og gejlet op det hele er for at få det til at ligne Hollywood, så skinner der en menneskelighed igennem, som enhver der gider se efter, vil være i stand til at få øje på.

Hvorfor er vi tilbøjelige til at tro, at når først én del af en situation er kunstig, så vil resten af situationen også være det? Hvad mener vi i det hele taget, når vi siger, at tingene er “kunstige”? Det er som om vi tænker, at så snart der er tale om koncept-tv, så degraderes enhver menneskelig deltager til tegneseriefigur. Med undtagelse, selvfølgelig, af de mindst duelige blandt de håbefulde tusinder, der møder op til audition. Dem seerstormer vi gerne over, for at stoppe den nedværdigende krænkelse, DR udsætter dem for. Men når Remee græder, griner nationen, og det må den gerne.